Travle mandage

Mandag, mandag, mandag. Løftet om en ny uge, på godt og ondt. Vores mandag startede med at opføre sig ret streretypt mandags-agtigt med et barn der var kommet vel sent i seng og som derfor ikke var begejstret over at skulle op. Ligeledes var hun fortørnet over at skulle have tøj på, at far havde stillet havregryn frem, at tandbørstning også var en del af dagen idag og ikke mindst over at hendes mor havde lyst til at sige farvej til hende. Jeg krydser fingre for at hente et mildere stemt barn i eftermiddag.

Derudover er tiden ret tæt pakket. Dels med studentergilder og sommerfester, men også med praktisk klargøring til ferien og så en travl direktør, der også forsøger at gøre arbejdet ferieklar. Derfor er jeg lige nu taknemmelig for:

  • Rester fra forældrene, der betyder at al madlavning i løbet af ugens løb nærmest er klaret.
  • At vi får bil på onsdag! Hurra hvor bliver alle mulige slags logistik nemmere fra onsdag af.
  • At fortids-mig har været forudseende omkring lister og planlægning og jeg derfor til trods for travlhed føler et vist overblik og overskud til at se ugen og ikke bare fredag, hvor den er overstået.
  • At solen igen skinner og løftet om dansk sommer, når den er mest fantastisk hænger i luften.
  • At fredag byder på præ-sommerferie get-away til Sverige, midsommer, børneleg og god mad.

Forresten #3

  • Var jeg til tandlæge igår og gik for første gang ever derfra uden påbud om at øge tandtrådsfrekvensen. In your face alle tidligere emsig-med-alvorlig-rynke-i-panden-klinikassistenter, der har indskærpet tandtråds fortræffeligheder for mig.
  • Kiggede jeg på snegle sammen med arvingen på vej hjem igår. Efter at have forklaret snegles forkærlighed for regnvejr spurgte jeg barnet, hvad hun bedst kunne lide. “Pizza” lød det helt tørt.
  • Arbejder jeg stadig neurotisk på sommerferie-lister over alt det vi skal have med og alt det jeg gerne vil nå inden. Status lige nu er: 1 trelloboard, 2 google-docs og 1 google-map. Sammenlagt tæller det vist 10 sider #OCD
  • Er jeg derfor himmelhenrykt over, at vi endelig får leveret bil i næste uge! Novra der skal køres ærinder og sættes krydser på føromtalte lister.
  • Savner jeg at have bare ben, men er simpelthen for kuldskær til det, når sommeren leger oktober. Heldigvis passer det med at den meget lokale solskoldning over højre knæ kan få fred #wtf.
  • Ville jeg lave smoothie i morges, men måtte efter 5 minutter indse, at jeg ikke kunne huske hvordan dyret samles. Føles ikke spor fjollet når pre-organiserede pakker med frossen frugt og skyllet spinat er helt klar. #imorgenerderatterendag.
  • Craver jeg nutella på rugbrød. På den ene side er jeg stolt af fortids-mig, der ikke køber det. På den anden side ved jeg, at fremtids-mig skal handle senere…

Sommerferie

Vi skal på sommerferie i år, og jeg glæder mig, som jeg ikke har gjort til ferier i årevis. Det er som om, at denne ferie er noget særligt. Den første “rigtige” sommerferie.

Direktøren og jeg har rejst lidt, uden at det nogensinde har været en fast del af vores ferier. Vi var ret økonomi-bevidste som studerende (en titel jeg stadig besad sidste år) og rejser, med alt hvad det indebærer af billetkøb, forplejning og oplevelser undervejs, var luksus. Det er egentlig en følelse jeg gerne vil holde fast i, for at kunne holde fri og så ovenikøbet kunne tage afsted, ud i verden, og se, smage og dufte helt nye oplevelser, det er da luksus! At sidde der, under fjerne himmelstrøg og bare dedikere tiden til at opleve verden og hinanden, mens man nipper til noget køligt og ser solen gå ned over helt andre landskaber. Derfor har vi heller ikke fast siddet og planlagt rejser hvert år, og netop derfor føles det som en kolossal forkælelse, at skulle afsted i år. Og ikke mindst at planlægge selve turen, som går til:Toscana collection - Underfundigheden.dk

Min bedstefar bekendte inden juletid, at hvis vi ville bistå med at finde det helt rigtige sted, så ville han betale for logi. Det er et nemt tilbud at takke ja til, så vi drager afsted, 4 generationer og 16 mennesker, til Toscana i en lejet villa med egen pool. Transporten og fornøjelser står man selv for, udgifterne til mad deler vi og så er al morskaben ellers fælles. Jeg glæder mig helt ustyrligt til at spise pasta og gelato, plaske i poolen med arvingen og måske lade hende overvåge af hendes oldeforældre (og bedsteforældre, og farbrødre, og faster osv.) mens hendes far og jeg sniger os afsted til et lille lokalt italiensk sted og er kærester. Det kan ikke blive andet end godt.

Når det så er sagt, så er der også andre spændende første-gangs-oplevelser i vente. Vi skal nemlig road-trippe den derned (læg mærke til den radikalt anderledes klang i ordet “roadtrip” fremfor bilferie, det klinger mere cool og open-road-agtigt og mindre badesandal og flad sandwich) i vores ny-indkøbte bil. Igen, noget jeg glæder mig til, men som samtidig giver en vis spændingsfølelse i maven. Jeg forestiller mig nemlig, at en 2-årig både kan beslutte, at det er fantastisk hyggeligt at se film og småsove på bagsædet, men også halvvejs til Hannover kan beslutte, at hun er helt færdig med bilkørsel.

Derfor er jeg allerede gået i gang med at overveje, hvordan en sådan tur kan gøres mest smertefrit. Indtil videre er planen og listen:

  • Vi kører tidligt. Forhåbentligt sover hun nærmest videre indtil vi rammer Tyskland og kan holde ind til en pause og noget (rigtig) morgenmad. “Kør tidligt” er anbefalingen både fra mere erfarne familiemedlemmer og andre posts, jeg har fundet om køreture med den størrelse. Jeg er spændt på, om det holder vand.
  • Yndlingsfilmene med Tigerdyr og Grislingen lægges på tablet’en, der monteres i til formålet indkøbt mount, så Disney kan underholde på vejen sydpå.
  • Rigelige mængder rosiner og kiks medbringes til at afværge kriser samt drikkedunk med vand. Det giver i sig selv et underholdningsmoment, for some reason.
  • Der er indlagt to overnatninger. Det betyder hhv. 7, 6 og 5 timers kørsel over tre dage. Det burde give tid til at stoppe, når behovet er der, og til hyggelige aftener også.

Al foto-credit går til www.discovertuscany.com

Forresten #2

Der er gået en måned siden sidste indlæg. Her ville jeg selvfølgelig gerne kunne skrive, at det var fordi jeg havde lavet en masse seje ting girl-boss-agtige ting, men i virkeligheden er tiden gået med:

  • Oprydning, primært i børnetøj. 11 ud af 14 elefanthuer i str. 4 år er blevet doneret til nye hjem #vintageguldfortreårige
  • Forårets obligatoriske konfirmationer inkl. buffeter, overvågning i uvante spændende og til dels dødsfælde-lignende omgivelser (havedam i størrelse sø, ståltrapper til anden sal, befærdet vej osv. You get the picture)
  • Kagespisning med gode veninder (kagespisning er dyb alvor for os. Der er minimum tre slags på bordet)
  • At slukke for varmen for derefter at fryse tre dage i streg, kapitulere og tænde igen og så blive mødt af temperaturer på 20 grader de næste dage #bestemdignusommervejr
  • Modtage nye pas. Point for rettidighed hos både os og det offentlige, som altid lidt tåkrummende at se sig selv på de der ikke-smile-billeder.
  • Initiere årets første grillaften for herefter at konstatere, at grillen ikke var rengjort fra sidste sommer (hvad den absolut burde have været, gevæksterne indeni taget i betragtning) og tage grillpanden ud af skabet, imens direktøren gik i gang med en større udrensning. NU, er vi til gengæld grill-klar.
  • Snakke virkelig meget om koldskål uden dog at købe noget. Beslutningskraft er tilsyneladende ikke min spidskompetence.

Jeg kommer stærkt igen i juni, promise!

Om babyer og fødsler

Jeg er gravid! Arvingen skal være storesøster! Vi skal være forældre igen! Der er tusind måder at sige det på, men vigtigst af alt er, at vi er lykkelige over igen til efteråret at skulle opleve et lille liv komme til verden. Planlagt, ventet og ønsket er den lille 2’er.

Sagen er, at når først graviditeten med to streger har meldt sin ankomst så åbner det et hav af overvejelser. Hvordan vil vi gerne tage imod barnet? Skal vi føde på sygehuset eller hjemme? Hvordan vil arvingen tage storesøsterrollen og hvordan forbereder man hende på den? Der er rig mulighed for at lade den indre listeskriver gå helt i selvsving over alt det, der skal planlægges og tages stilling til.

Især fordi, at de mange valg er meget mere end lavpraktiske for-eller-imod ve-drop eller sutteflasker. Det er identitetsmarkører. Er vi fx sådan nogle, der føder hjemme? Er vi sådan nogle med natursutter? Er jeg sådan en der drikker et glas vin en gang imellem, selv om der er en bebs i maven? Visse af spørgsmålene (og tilvalgene) i et graviditetsforløb føles som om, at de helt umærkeligt følges med et påbud om også at beholde moderkagen og i øvrigt blive meget, meget urtet. Der følger fordomme med valgene – som altid – og som altid handler de langt hen ad vejen om oplysning og viden. For sandheden er, og det mener jeg virkelig, at man må være præcis lige så urtet som man har lyst til at være, og beholde sin moderkage eller fravælge amning, præcis lige så meget man har lyst til. Så gør jeg det samme, og beholder min moderkage lige så længe (kort) som jeg har lyst til og ammer lige så meget, som jeg har lyst til.

Jeg kommer sikkert til at skrive om de andre valg og fravalg også, men lige nu er det der fylder den spirende planlægning af fødslen. Jeg er helt klart selv en, som har fordomme om mange af mulighederne under fødsler efter i sin tid at have set et mindeværdigt afsnit af “Hjælp vi skal føde” på DR hvor en yogainstruktør fødte, og tog imod, sit 4. barn hjemme under tilstedeværelse af både svigermor og de øvrige børn. (Det var i øvrigt en programserie vi så fra ende til anden, da jeg var gravid første gang. Den viste både vilde og stille fødsler, og ved dem alle sammen kom der et fint lille barn ud af det) Hun var på mange måder et menneske, der var meget anderledes end mig, og hendes hjemmefødsel var ikke umiddelbart noget jeg kunne identificere mig med. Men… Nu overvejer jeg alligevel hjemmefødslen ret meget.

Vores første fødsel var en god fødsel, men det var samtidig også en fødsel, der indeholdt alt det, jeg ikke ville have. Jeg blev sat i gang, jeg fik ve-drop, jeg fik epidural-blokade, der var en sugekop involveret og i sidste ende tog hele eskapaden over 20 timer. Det var en god fødsel, fordi jordemødrene (vi nåede igennem 3 skift) var rolige, til stede og havde helt styr på barnet. Det betød, at jeg var tryg og kunne koncentrere mig om at føde, selvom det ikke var så ligetil. Når det så er sagt, så kunne jeg da godt ønske mig en kortere og mindre udmattende fødsel denne gang. En fødsel, hvor jeg mentalt var mere til stede, som jeg kunne klare uden medicin og som gik af sig selv. Her begynder hjemmefødslen at have nogle fordele.

Hjemmefødsler undgår nemlig alt transporten. Jordemoderen kommer til os, når alt er gået i gang. Ligeledes skal vi ikke afsted fra sygehuset ambulant 4 timer efter fødslen, som en andengangsfødende ellers typisk skal. Alt i alt skal vi bare koncentrere os om, at få vores lille barn trygt ind i verden.

Der er selvfølgelig også tvivlsspørgsmål. Kan det overhovedet lade sig gøre for mig, når nu det var så kompliceret første gang? (man får kun lov til at føde hjemme hvis ALT forløber efter bogen) Hvad hvis vores ellers kendte jordemoder er syg? Griser det ikke helt vildt? Hvad hvis det værste skulle ske? osv. Det sidste fylder især for Direktøren. Hvad man virkelig godt kan forstå, hvis man lige overvejer farens position i forløbet et øjeblik. Ens mest elskede mennesker er fanget i et forløb, man kan gøre meget lidt ved, og som potentielt kan udvikle sig meget farligt. Derfor er det også virkelig vigtig, at han også på alle måder synes, at det er en god ide. Han var uvurderlig støtte under første fødsel og hans ro betyder alt for min ro.

Jeg ved endnu ikke, om vi gør det, vælger hjemmefødslen og hele den semi-urtede identitet der måtte følge med, men vi overvejer det. Stay tuned :)

Afslutningen på april

April er definitivt forår ifølge kalenderen, men der har været en vis stemning af ubeslutsomhed over denne omgang forår. En tøven, ligesom når en kat står foran en dør og kun prøvende stikker en pote udenfor og ellers bliver siddende i døråbningen. Jeg er sikker på, at den kollektive stemning er, at foråret skal tage sig sammen og se at komme ud af den dør. Lade solen og lyset komme til, så støvlerne for alvor kan sendes bagerst i skabet og solbrillerne velfortjent kan blive dagligt tilbehør.

Samtidig er der noget ved det tøvende vejr, der taler til mig. Jeg føler også et vist behov for at tøve. Stoppe op og trække vejret inden jeg kaster mig videre ud i udfordringerne. En sidste kop varm kakao mens regnen pisker på ruden, fornemmelsen af indtil flere lag sweatre toppet af med et halstørklæde og det passende i at servere chili con carne en gang om ugen. Det er som alle de ting ikke passer ind i forårsstemningen. Her snakker vi friske aparges og salater, måske den første omgang grill og den helt særlige fornemmelse af bare tæer i skoene første gang (hvor man uundgåeligt fryser på mindst 3 tidspunkter i løbet af dagen).

Ikke desto mindre har jeg nået gode ting her halvvejs gennem foråret:

  • Gulvet er blevet vasket for første gang siden en gang siden træerne havde blade sidst (det tæller som forårsrengøring ikke?)
  • Jeg har bagt både kanelsnegle og boller
  • Vi har gået tur i skoven (ganske vist kun 3 meter ind i skoven før opbuddet af pinde var så spændende at det var umuligt at gå videre)
  • Purløg er igen en tilbagevendende del af dagens måltider #taktilhaven
  • Vi har alle sammen været forkølede. Lad os aftale at vi nøjes med denne ene gang, nu vi har underholdt virussen på skift de sidste 3 uger.
  • Drivhuset er nu næsten helt tæt og dermed 78% klar til at tomater og lign. rykker ind om lidt.

Jeg venter i spænding på at foråret kommer rigtigt (lad os sige imorgen) og så skal jeg gladeligt pakke mine vintervaner væk, inden jeg fuld af glæde tager dem frem igen til efteråret sammen med de andre gode ting der hører til den tid.

Spring magnolia in april

Jobsamtaler for begyndere

De mange mange ansøgninger, jeg efterhånden har sendt, er begyndt at give pote. I denne uge er jeg blevet kaldt til hele to (to!) samtaler på nogle ret lækre jobs. Det betyder, at der går tid med at undersøge virksomhederne på kryds og tværs, spidsformulere små pitches om mig og mine ‘mad skillz’ og så krydse fingre en hel masse for at de andre ansøgere glemmer alle deres kloge ord ikke er helt ligeså gode som mig.

Når man pludselig rent faktisk kommer til samtaler, så er der en masse spørgsmål, både fra panelet af interviewere men så sandelig også fra en selv. Spørgsmål som:

  • Bliver en højt opsat ‘casual’ knold opfattet som ok hipt eller ok sjusket?
  • Lægger de mon mærke til at remmen på min taske er gået i stykker?
  • Hvorfor har jeg ikke en prof konferencemappe-agtig ting istedet for det her pap-omslag fra min fagforening (som lykkeligvis er nogenlunde diskret og sort)?
  • Bør jeg tage noter?
  • Hvad skal jeg spørge om, når de spørger om jeg har spørgsmål? Helst intelligent, men helst ikke snagende, og ikke for poppet og business-amerikansk (som jeg hurtigt synes: “Hvad er jeres største udfordring” kan blive)…
  • Burde jeg have blazer på?
  • Hvorfor er her så varmt?

Mine bekymringer taget i betragtning er det nok meget godt jeg ikke har været til samtale hos nogle af de rigtig store som angiveligt kan finde på at spørge om hvilken temasang jeg ville have til at spille når jeg gik ind i et rum eller hvor mange køer der er i Canada. Hvis jeg nogensinde skal til samtale hos Google forbereder jeg mig på alle den slags spørgsmål.

Spøg til side er jeg til gengæld rigtig glad for, at jeg på forhånd har:

  • Tjekket deres sociale medier ud og noteret mig, hvor tit de poster og hvad tonen er.
  • Tænkt over, “hvad er det værste de kan spørge om”, og forberedt et svar.
  • Forberedt svar på:
    • Hvem er jeg?
    • Hvad kan jeg?
    • Hvad vil jeg gerne (i et job)?
    • Hvorfor vil jeg arbejde her?

Det har so far hjulpet mig med at holde ro i maven. Så må vi se om det også kaster en reel stilling af sig. Fingers crossed!

Forresten #1

  • Har arvingen været i gæstehuset (som er organiseret gæstedagpleje) siden påske. Onsdag var første dag tilbage i hendes vante rammer. Kl. 15 kunne jeg hente hende med feber.
  • Sådan er det hver gang hun har været dernede. Man skulle tro de kære små bevidst delte baciller med hinanden “Se, jeg har fået det sidste nye i forkølelse. Vil du prøve?”
  • Kan jeg virkelig ikke lide frugtkød i juice. De der små trevler sammen med ellers lækker juice giver mig samme fornemmelse som når ens ben møder en vandmand midt i en ellers forfriskende strandsvømmetur. Brrrr
  • Har jeg tænkt på peanutbutter-chocolatechip cookies siden februar. Jeg har endnu ikke realiseret bagningen, selvom alle ingredienser er købt, 2 gange.
  • Gad jeg virkelig godt snart gå i bare tæer. Skal vi ikke bare aftale at det for alvor bliver forår, liiiigee NU!
  • Minder vores græsplæne mere om et engdrag end det der kortklippede noget, som vist er forskriften i en have.
  • Har vi ingen planer i weekenden!! Wuuuhuuuu
  • … bortset fra at vi skal flaske en øl, som jeg har skullet lave etiket til i 3 uger. Vi er endda enige om tema og alting.
  • Kan jeg mærke, at jeg skal være virkelig produktiv i næste uge

 

Forresten

  • Modtog jeg mandag en tøjordre. I vanlig stil passede intet af det og jeg kan sende alting retur igen. Hvorfor er standardiserede tøjstørrelser tilsyneladende et arbitrært begreb? Hvorfor kan 31 ikke bare være 31?
  • Har jeg vasket det samme par jeans 3 gange på en uge i et forsøg på at få en genstridig olivenolie-plet af. De har været en del af min garderobe i 3 uger.
  • Lavede vi en sindssygt lækker lammekølle forleden som blev perfekt rosa. Ca. 5 minutter efter den kom ud af ovnen kom min krop i tanke om at duften af lam er kvalmende.
  • Er det heldigt at direktøren så ikke har noget imod at spise lam 3 dage i træk, mens jeg spiser alt andet.
  • Smelter jeg indvendigt når arvingen under morgenens havregryns-spisning med alvorlige øjne kigger på begge forældre og bekender “Mig h’elsker mor og far og mor”.
  • Ligeså når hun deler ‘mossere’ ud til både bamser og forældre (ø er tilsyneladende en svær lyd).
  • Er jeg til gengæld smadret af grin, når hun efter at have observeret udskæring af advocado glædestrålende fortæller sin far, at vi skal have ‘hugimoli’ (til hendes forsvar kender jeg også voksne der har besvær med udtalen af guacamole).

 

At blive organiseret del 1

“Nå, går det bedre med at være organiseret og produktiv?”

Lidt, måske. Sagen er, at som dagpengemodtager burde jeg jo have MASSER af tid. Tid til blog, fotobøger jeg gerne vil lave, rum jeg gerne vil indrette, ting jeg gerne vil rydde op i, bøger jeg gerne vil læse, ture jeg gerne vil løbe osv., men i virkeligheden bruger jeg rigtig meget tid på ansøgninger.

Jeg leder efter spændende og relevante opslag, jeg researcher firmaer og jeg skriver kladde, gennemskriver kladde og printer ud og læser korrektur inden jeg hælder det hele i min in-design skabelon og pdf’er. Herefter er man så indimellem velsignet af lidt ekstra tid til at udfylde data i diverse mere eller mindre smarte rekrutteringssystemer. Vupti, 80% af min tid er brugt. Men, fra næste uge vil jeg gøre mere ud af at nusse mine ansøgninger færdig, så jeg også får brugt tid på de extracurriculars som gør mig glad og giver en følelse af at udrette noget. Derfor:

Dagens 3 regler: 

  • Skriv dagens 3-5 to-do punkter som det første og prioriter den allervigtigste opgave.
  • Sæt tidsrammer for opgaverne og hold pauser imellem dem – VÆK fra skærmen.
  • Stop tidligt nok til at gå igang med det sjove.

Mens jeg skrev speciale anvendte jeg (nogen gange ihvertfald) et plug-in i min browser som hed Pomodoro. Ideen er helt enkelt, at mens man er i ‘arbejdsmode’, så kan man ikke tilgå sine overspringshandlinger (hej Facebook, Bloglovin og Pinterest) men er altså tvunget til at fokusere på sin opgave. Den vil jeg til at bruge igen når jeg researcher og skriver ansøgninger.

Målet er, at jeg allerede om onsdagen har færdige ansøgninger at sende ud og derfor kan bruge den resterende tid på sjove udviklende ting, som gør mig klogere og gladere.

It’s in writing now. Let the games begin!